|
Det er med en vis glæde og stolthed at vi nu er klar til at kunne præsenterer de første tre navne til den trup som skal føre GOG tilbage mod Håndboldligaen.
Mark Strandgaard Pedersen
23 årige Mark Strandgaard har været igennem GOG skolen, inden han drog via Sydhavsøerne til Nordsjælland Håndbold, hvor han i den forgangne sæson scorede cirka 100 mål.
Mark er venstrehåndet højrefløj , og en ung spiller med et stort potentiale. Han har en god teknik og er en dygtig kontraspiller. Han er ved siden af håndbolden i gang med en læreruddannelse.
Mark udtaler "Det er et træningsmiljø som jeg er bekendt med, og jeg vil gerne være med til at bakke op om det nye projekt".
Mads Strange
En stor og stærk stregspiller, som er en solid krumtab i forsvaret. Mads er 26 år og kommer tilbage til GOG efter et par sæsoner i Fåborg HK, som han var med til at spille i oprykningsslutspillet.
"Jeg glæder mig til at være med til at bygge noget nyt op", fortæller Mads Strange om grunden til at trække i den gule trøje.
Ved siden af håndbolden vil Mads være Finanselev i Nordea Bank.
Kenneth Dahl
Den 22 årige playmaker er en god tempospiller, som er god i mand til mand situationer. Kenneth har spillet hele sin håndbold ungdomstid i den gule bluse, og vender tilbage efter et ophold i Team Sydhavsøerne og Fåborg HK.
Kenneth udtaler "Da jeg fik muligheden for at være med til at spille GOG op i rækkerne, var jeg ikke i tvivl om at det ville jeg være med til".
Der er lavet to årige aftaler med alle tre spillere
Direktør for GOG 2010 Kasper Jørgensen udtaler, "Så er de første spillere på plads i GOG, og klar til at tørne ud for de gule på Vores vej tilbage mod toppen af dansk håndbold.
Det er glædeligt at så dygtige spillere vælger GOG frem for andre tilbud, og det er et bevis på at vi har fat i det rigtige koncept. Det er alle spillere der har været bærende kræfter på deres respektive hold i henholdsvis ligaen og 1. division og samtidig spillere der tidligere har spillet i GOG og derfor kender til kulturen og træningsmoralen, der i årene frem bliver helt centralt for os i GOG.
Vi glæder os til i den kommende periode at kunne præsentere flere kendte navne til vores trup, der stort set kun kommer til at bestå af dygtige spillere som tidligere har været en del af GOG".
Med venlig hilsen GOG 2010 A/S |