|
GOGs U18 hold gjorde i dag med et nederlag på 32-21 til SUS Håndbold tingene noget sværere for sig selv. Havde holdet vundet kampen, ville GOG-drengene selv kunne afgøre tingene, når holdet søndag den 13. december møder Tommerup HK på hjemmebane.
Træner Rasmus Hauge fortæller at holdet starter godt, og kommer foran 3-0, hvorefter holdet går i stå og taber den efterfølgende periode med 13-1.
Holdet får herefter kæmpet sig op i slutningen af første halvleg, og er kun bagud med 15-11 ved pausen.
"Overordnet set, er det en kamp hvor SUS de bare spillede rigtig godt. Deres forsvar fungerede rigtig godt, deres kontra fungerede og deres angrebsspil fungerede", forklarer Rasmus Hauge.
"Omvendt er der ingen ting som fungerer for os, vi er egentlig ok tilfreds med vores forsvarsspil i perioder. Hvis vi fjerner ti kontramål fra SUS, dækker vi ok op i forsvaret", fortsætter Hauge.
Hauge erkender at holdet tabte til et klart bedre hold, og han erkender at holdets manglende kontinuitet og sammenspil blev udstillet i dag.
Nu skal holdet håbe at TMS Ringsted i morgen slår Middelfart, for derved kan Hauge & co. selv afgører sagen, når Tommerup kommer forbi.
Selvom de fleste spillere nu er ved at være klar, må Hauge og Jens Brandt stadig erkende at opstillingen hedder Emil Tellerup på mål og resten i marken. De spillere som er på vej tilbage, skal stadig skånes, og derfor kan ingen spillere påregne at få en fast plads.
Hauge vil dog ikke bruge de mange skader som undskyldning for dagens nederlag til SUS, som er et uhyre godt sammenspillet hold, som nu har slået GOGs drenge 3 gange i denne sæson.
Træner Rasmus Hauge, tør ikke selv vurdere om de gule er at finde som ligahold efter jul.
/Jens |